logbog

kan tælle, holder med ladene fyldt til bristepunktet af mennesker i græsrabatten. Vi har svært ved at vejre stemningen og krummer tæer og ønsker, at det hele er en ond drøm, og vi snart vil vågne. Det er ikke ofte, at vi er bekymrede og utrygge ved det, som vi oplever og ser, men lige nu må vi erkende, at det er vi altså her. Heldigvis ebber demonstrationen langsomt ud efterhånden, som vi kører forbi menneskemængden, og efter godt 12km. kan vi ånde lettet op. Vi slap helskindet gennem tumulten. Kun bilen fik af og til nogle knytnæveslag, men tog heldigvis ikke skade! Langt længere fremme finder vi en fredelig og rolig skov, her beslutter vi os for at køre ind for at overnatte. Vi er trætte oven på dagens strabadser, og at køre videre nu, hvor mørket har sinket sig, er ikke klogt i et land, hvor det at køre		med lys er lige så fremmed for folk som at kunne læse! Om det er dagens anstrengelser, mørket eller ukoncentreret kørsel, der får os til at kvaje os, skal være usagt. Men med et holder vi på skovbunden med hele forenden af undervognen, mens vores to forhjul i yderposition holder godt parkeret i en 30 cm. bred men 50cm. dyb mudderflod! Lige hvad vi mangler, for at gøre dagen fuldendt! Selv om vi sætter 4 hjulstræk på, rokker bilen sig ikke ud af flækken. Det er umuligt at korrigere forhjulenes retning til normal, og vi må konstatere, at vi sidder godt og grundigt fast. Der er ikke meget andet for end at finde vores lille spade frem, og mens Jeg laver en hurtig æggekage, går Poul i gang med at grave.