Denne gang er vi mindre heldige, der er nemlig ingen
tankstation eller dækcenter i nærheden! Så vi forsøger at stoppe forbikørende
lastbiler, for at spørge dem om en forlænger til vores topnøglesæt..... den vi skal
huske at købe, når vi når frem til Multan!!
Men desværre er der ingen, der kan hjælpe os. I stedet tilbyder en flink mand, at tage
vores punkteret dæk med til byen, få det lappet og køre tilbage med det. Vi sætter os
i skyggen bag bilen og venter.
Kort tid efter kommer manden tilbage.... men hullet i dækket er for stort til at de kunne
lave det, i det dækcenter, hvor manden forsøgte!! Manden fortæller os, at vi i stedet
bør tage tilbage 6 km. i en lille by, der kan de sikkert løse vores problem!
Der er ikke andet at gøre. Poul går derfor igang med at tomle og får et lift i en
lastbil, sammen den flinke mand. |
Jeg bliver tilbage ved bilen for at vogte den og alle
vores ting. Jeg venter og venter,
mens jeg spejder efter Poul.... der går meget lang tid. Endelig får jeg øje på Poul,
dækket og manden, der atter har fået et lift i en lastbil..... eller rettere foran en
lastbil. Her sidder de på kofangeren og griner over hele hovedet, mens lastbilen nærmer
sig.
Hurtigt får vi monteret dækket og kan atter
køre videre. Men....... alle gode gange tre. Ordsproget er utrolig upassende i denne
situation, men ikke desto mindre sand!
For 3 gang punkterer vi på venstre baghjul i løbet af 1 dag. Denne gang nær en
restplads for lastvognschauffører. Der har de heldigvis et dækcenter..... men de nægter
at røre ved dækket. |