Søndag 28/8-2005 Etiopien, Gondor

Grønt mug løber ned ad væggene, en række træbænke er stillet op i et koldt simpelt rum, der gør det ud for venteværelse på en af byens privatkliniker.

Jeg har det rigtig skidt. Hele min krop smerter, og jeg har svært ved at gå. Hvert eneste skridt føles som tortur. Det gør så ondt, at det er uudholdeligt. Jeg kæmper mig frem, mens Poul støtter mig og kommer med opmuntrende ord.

Vi behøver heldigvis ikke at vente. Vi bliver straks vist ind til lægen. Han undersøger mig og fortæller derefter, at de på klinikken vil tage prøver for malaria, tyfusfeber og madforgiftning m.m.

Jeg hører ikke efter, jeg har ondt over alt, så lige

nu kan de gøre, hvad de vil med mig.

Jeg beder Poul holde øje med, at kanylerne, som de vil bruge på mig, er sterile. Jeg er selv for slatten til at tjekke.

Hurtigt tager laboranten en blodprøve, hvorefter jeg bliver ført til en ny undersøgelsesstue. Her får jeg en indsprøjtning i ballen med et eller andet, som skal tage smerterne. Hvad det er de giver mig, aner jeg ikke, men jeg behøver det.

En sygeplejerske henter mig. De vil lave en afføringstest. Det er okay, problemet er blot, at toilettet er beliggende på første sal.

Med en læge, sygeplejerske og Poul ved min side, slæber jeg mig op ad trappen. Hvert skridt er ulideligt. Min krop gør ubeskriveligt ondt.