På vej mod første landsby ser vi flere små optog. Mænd og kvinder går af sted i rask tempo, mens de bærer på en halvdød, af og til fuldstændig død, person, som svøbt i bomuldsstof hviler på en simpel hjemmelavet båre af træ.

Vi er overrasket og chokeret over antallet af optog, som vi passerer. Guiden forklarer, at de mange optog skyldes den store mængde af malariamyg, der fortiden hærger i området!

I første lille landsby bliver vi modtaget af børn i hundredvis. Alle vil de have, at vi mod betaling tager billeder af dem. De hiver os i armene og råber, ”ju, ju, one photo, Birr, ju, ju”.

Poul tager sig af fotograferingen, jeg føler, at jeg har rigeligt at se til, blot ved at være tilstede i landsbyen!
Med guiden forrest går vi som i gådegang. 

Der er mennesker og ikke mindst børn overalt. Jeg føler mig næsten som rottefængeren med sin fløjte med alle børnene, der følger i hælene på os.

De forsøger alt for at få vores opmærksomhed. Råbende, skubbende børn, der af og til niver os, er lettere belastende, så vi bliver ikke ret længe i