Onsdag 3/8-2005 Kenya, Lake Turkana Det er næsten tyveri! Vekselkursen er elendig, men vi har ikke noget valg. Vi står i Lodwar uden kenyanske penge på lommen, og vi mangler diesel. Der er kun én bank, og de veksler til den værste kurs, vi længe har fået, som om det ikke er galt nok, så kræver de en enorm kommission! Vi får vekslet penge og kører ned for at fylde dyrebare dråber i bilens tank, inden vi for alvor træder speederen i bund og kører mod syd. Vejen er dårlig og fuld af huller, så det tager os lang tid at køre. Hvad værre er, så har vi tidligere kørt denne strækning, og vi ved, at der ikke er meget at se på. Vi kører hele dagen, vores mål er at nå Nairobi i morgen, og jo længere vi når i dag, des tidligere |
kan vi ankomme til hovedstaden i morgen. Chokeret stopper vi, da vi når de høje bjerge ved Marich passet. Straks frygter vi bandit angreb! Lastbiler, 4x4 fra nødhjælpsorganisationer, personbiler og traktorer holder på rad og række og spærrer for den videre færd. Vejen er kollapset, og vi må køre gennem en lille flod. Det er sådan set let nok, problemet er blot, at de tungt belæssede lastbiler forsøger at gøre det samme. Det er dog langt fra alle, der har motorpower til at komme op ad den stejle stigning, der starter lige efter floden. Derfor holder de og blokerer vejen. Pascal formår at sno sig forbi den ene
af lastbilerne, som er stoppet midt i floden, der er kun millimeter at give af til
siderne, men han klarer det. Vi følger efter, og også vi klarer os udenom lastbilen. |
| |
|
|