En lille taske bliver pakket, og så tager hale den franske familie af sted. Pascal vil følge dem hen til restauranten og så kommer tilbage til os.

Tiden går, Pascal kommer tilbage, og kl. 14.00 kommer immigrationsmanden ligeledes over floden for at tage med os hen til missionæren.

Endnu engang hopper vi ind i bilerne og af sted går det.

Da vi stopper foran lågen til missionærens hus, ser vi straks en hvid mand komme gående. Det er øjensynligt missionæren. Guiden og immigrationsmanden forklarer om vores problem, og vi fortæller selv om de hårde dage i sumpen, hvor vi har drukket muddervand og hugget vej frem gennem bushen.

Men det er som at smide vand på en gås. Det lyser langt ud af missionærens ansigt, han har ikke den fjerneste lyst til at hjælpe. ”Jeg ville meget gerne hjælpe, men jeg kan desværre ikke!” siger han overlegent. Fuld af løgn er han. Det lyser langt væk, han gider ikke, han interesserer sig ikke det mindste for os, og vores situation. Det er tilsyneladende ikke Guds problem!