ikke. Vi har været på farten i over 12 timer og er endnu ikke fremme. Turen tager længere tid, end vi havde forventet.

Langt om længe møder vi hovedvejen. Her fra skulle vejen atter være asfalteret, men det er den ikke. Til gengæld må vi passe gevaldigt på de store farlige huller, der er i vejen. De er svære at se, nu hvor det er mørkt.

Vi er kun nået et par kilometer ud ad hovedvejen, da hjertet pludseligt springer et par slag over. ET skilt midt på vejen påbyder os at stoppe. I lygternes skær kan vi skimte en snes mænd med maskingevær midt på vejen. De ligner bestemt hverken politi eller militær. Bange fortsætter vi, vi ved, at den nordlige del af Kenya er kendt som ”Bandit-land” og frygter derfor det værste. Da vi kommer nærmere ser jeg straks, at mændene ikke bærer uniformer, ej heller har de fodtøj!

Bange ruller vi vinduet ned og hilser på de mørke skikkelser, der står og peger på os med maskingevær. Heldigvis hilser de igen og lader os passere.

Med et lettelses suk kører vi efter yderligere en snes kilometer ind på en campingplads. Der er ingen af os, der synes, at sidste etape af turen har været sjov.

Hurtigt får vi lavet lidt mad, inden vi går i seng. I morgen venter endnu en lang køredag.