Onsdag 6/7-2005 Kenya

Vi er heldige! Selvom vi synes, at vi befinder os i et u-land, så virker telefonnettet i Kampala på mirakuløs vis igen. Vi havde ingen forventninger om, at problemet ville blive løst så hurtigt, så vi er glade.

Vi får kontakt til den sudanesiske ambassade, der kan berette, at der endnu ikke er noget visum til os. ÆV.

Vi har allerede bestemt os for, hvad vi vil gøre, men om det er en klog beslutning at køre til Kenya, det må tiden vise. Vi håber, at vores visum kan videresendes til Nairobi, så vi ikke spilder unødigt tid med at vente på det.

Da vi når grænsen efter et par timer på elendig, misholdt dårlig vej, bliver vi i første øjeblik

chokerede. Grænsen ligner mest af alt en rodet, beskidt og støvet landsby, hvor gamle træskure, små faldefærdige boder, tiggere og lastbiler præger gadebilledet. Det virker uorganiseret og vi har svært ved at finde ud af, hvilke vej vi skal køre. Der er ingen skilte eller anden hjælp.

Vi finder til sidst den rette indkørsel. Det er ikke let, da biler og lastbiler håndteres separat ved grænsen! Men vi når nogenlunde ubesværet til toldkontoret, hvor papirerne på bilen bliver stemplet af en midaldrende toldofficer, der skriver samtlige detaljer ind i store tykke bøger.

Efterfølgende venter immigrationskontoret. Her har den moderne teknologi vundet indpas og de store tykke bøger er blevet udskiftet med smarte pas-scannere, så på kort tid er alle vores personlige data noteret i det store system, og vi kan fortsætte til Kenya.