Søndag 8/5-2005 Zimbabwe, Antilope Park

Vi har aftalt med David, der er vores personlige guide i Antilope Park, at vi sammen kan køre hen til de store løver, der er en del af avls projektet for at redde løverne i Afrika. Løverne her bliver normalt ikke vist frem for turister, men nu hvor vi har været der her så længe, følger der visse privilegier med!

Grunden til at vi så gerne vil hen til de avls modne løver er, at de hver eneste morgen fra en time inden solopgang til solens tår op brøler højt og rungende, så det giver genlyd nært og fjernt.

Det er koldt, men det er ikke kulden, der giver os gåsehud! Selv de små hår i nakken stritter. Vi står mindre end en meter fra en stor fuldvoksen hanløve med kæmpe manke. Han kalder om og om ud i tusmørket, som for at markere sit

territorium. Flere hanløver svarer hans brøl. Den ellers så stille morgentime er erstattet af rungende løvebrøl i snesevis. Jeg gyser og glæder mig over, at Max, som den store hanløve hedder, står på den modsatte side af indhegningen.

Tilbage i campen får vi varmen foran det store natlige lejrbål, der endnu brænder. Solen er ved at stå op i øst og vi er ved at lægge planer for dagens program.

Der er meget vi gerne vil nå, inden vi i morgen kører videre. Helst ville vi blive, så vi kunne være sammen med løverne, men vi må og skal til Sydafrika, hvor vi forhåbentlig kan få en ny generator til bilen.

Kl.06-30 begynder dagens aktiviteter. Vi beslutter os for at gå tur med de fem små løveunger. Sammen med fire nye frivillige og to vejledere