Lørdag 16/4-2005 Botswana

En flok børn i alderen 7-10 år står i vejkanten, med kropssporg gør de tegn til at vi skal stoppe og give dem mad/penge, men vi stopper ikke, vi end ikke sagtner farten. At se tiggende børn i vejkanten er hverdagskost i Afrika, og vi kan alligevel ikke hjælpe hver eneste sjæl.

Vi når lige at se den ene dreng svinge armen, og så hører vi et gevaldigt brag! Øjeblikkeligt ved vi begge, hvad der er sket. Poul blokerer bremserne og begge springer vi ud af bilen for at se, hvor stor skaden er.

Drengen, der svingede armen, havde en kæmpe sten i hånden, som han slyngede mod bilen i samme sekund, som vi passerede.

Stenen har forårsaget en kæmpe bule i

passagerdøren mindre end 10 cm under sidevinduet. Lakken er skrællet totalt af og skaden er umulig at lave her og nu!

Vi sætter os ind i bilen, vender rundt og kører laaaaaaaaangsomt og patruljerende op og ned langs vejen for at se, om vi kan få øje på børnene.

De er som sunket i jorden. Naturligvis. Men selvom vi havde fundet dem, hvad havde vi så tænkt os at gøre?? Sige ”Fy skam dig!” løfte en pegefinger, stikke en lussing, kræve erstatning?

Det sidste ville være det rene galskab, total utopi! Tiggende sultne børn, der skal betale for en dyr bule i en bil!!

Ingen af delene vil få bulen i bilen til at forsvinde, og selvom bilen betyder meget for os, så er den i sidste ende kun en materiel ting.