farlig affære, for selvom de mange Cheetah lever i fangenskab, så er de fortsat vilde og har deres dræberinstinkt. De venter udelukkende på at lejligheden byder sig. Mr. Nel er da også blevet overfaldet et par gange, men heldigvis er det endnu ikke gået grueligt galt.

Jeg er lidt nervøs, da vi ruller ind til den store flok Cheetah. Jeg har en levende fantasi og kan udmærket forestille mig, hvad der kan ske, hvis en eller flere af de store katte pludselig får lyst til selvbetjening. Vi står på det åbne lad mindre end et elegant lille hop fra dem! Poul synes, at det er for sejt, og kan slet ikke kommer sig over hvor fedt det er, at være side om side med vilde Cheetah.

Vi kører længere og længere ind i indelukket, mens den ene Cheetah efter den anden følger tæt efter bilen. De ved at det er fodringstid.

Efter godt 30 minutters kørsel slukker drengene motoren og stiger ud. De går tæt langs ladet af bilen med retning mod bagsmækken, hvor vi og kødet står. Konstant dækker de hinanden. En holder vagt, mens den anden styk efter styk samler de godt 2kg. tunge æsellunser op af spanden og kaster dem ud til de sultne Cheetah. De kæmper, skriger og hvæser for at få fat i kødet. Deres blik er vågne og vilde, og der er bestemt ingen tvivl om, at disse katte er vilde. Da alle har fået en luns kød, begynder vi at køre tilbage mod udgangen.

Jeg er først rolig, da vi passerer lågen, som straks bliver lukket og låst bag os. Poul står tæt ved siden af mig, hans øjne er næsten lige så vilde som kattene, vi lige har fodret. Han er total entusiastisk og kan slet ikke stoppe sin talestrøm. Hurtigt får han mig overtalt til, at komme tilbage i morgen, så vi kan se flere Cheetah.