idet Festus skal hjælpe til i landsbyen.

Som snakken går, udvikler tingene sig, og på en eller anden måde ender det med, at Festus

spørger, om vi kan donere lidt penge til kisten. Inden vi får set os om, har vi doneret 1/5-del og har derved skaffet os selv adgang til at overvære en Himba-begravelse!

Glædesstrålende og lettet følger Festus os ned til landsbyen, hvor han fortæller om vores donation. Alle er lykkelige og takketalerne vil ingen ende tage. Pengene er små i Himba-landsbyen, så vores donation falder på et tørt sted. Ejeren af landsbyen, en stolt og rank Himba-mand i midten af 30´erne, byder os velkommen og fortæller, at vi kan føle os, som hjemme. Vi kan gå alle steder, og vi kan tage alle de billeder, vi ønsker.

Festus udpeger hytten for os, hvori den døde mand endnu befinder sig. Han forklarer, at de hjerteskærende råd og højlydte hulkelyde stammer fra landsbyens kinder, som alle er samlet i den lille hytte. De er ved at tage afsked med den