Mandag 5/7-2004 USA

The land of freedom, here we come!

Hen under eftermiddagen når vi grænsen mellem Mexico og det forjættede land i nord. Desværre er vi ikke de eneste, der gerne vil krydse grænsen ved Nogales! De sidste kilometer frem til grænsekontrollen holder vi i kø, der kun bevæger sig i sneglefart. Det tager timer, at nå frem til grænsen. Og da vi endelig når frem, kan vi med bitterhed erfare, at manden, der administrerer immigrationskortene, som vi skal udfylde, i dag er gået hjem før tid!
Mens vi venter på en løsning, sludrer vi med tolderne, de er ved at falde i svime over, at vi har rejst stort set hele verden, at bilen KUN er en 2,5l diesel og tilmed med turbo! De bekymrer sig ikke spor om, hvad vi har i bilen, så længe vi lader dem konfiskere vores nyindkøbte pølser, så er alt

andet ligegyldigt.

Desværre kan vi ikke få lov til at køre ind i USA uden først at have udfyldt et Greencard, og da immigrationsmanden holder ekstraordinært fri, så må vi køre tilbage til Mexico, for at krydse grænsen et andet sted.

Vi finder hurtigt den anden grænseovergang, og her er køen heldigvis ikke så slem. Da vi kommer frem, forklarer vi, at vi allerede har holdt i kø ved den anden grænse i timevis, og udelukkende blev sendt videre for at få et Greencard.
Inden vi får set os om, har en flink grænsebetjent skaffet os hvert et kort, så vi kan springe køen af ventende mexicanere over, og få vores indrejsestempel hos immigrationspolitiet.

Da vi kommer tilbage til bilen, står en flok toldere og kigger. Vi frygter begge, at det store tjek nu vil