Lørdag 8/5-2004 Venezuela

Det er skønt atter at køre i vores egen bil, at være uafhængig af bustider og chaufførens indre ur, der bestemmer spisetiderne. Men ulempen opdager vi snart. Vi er ikke engeng nået ud af San Antonio før vi for anden gang bliver vinket ind til siden af militære grupper.  De vil se pas, kørekort, papir på bilen m.m.
Vi bliver beordret til at stoppe. En menigsoldat fortæller, at vores bil papir skal stemples. Poul bliver ved bilen, mens jeg går til den højeste officer, for at få stemplet papirerne.
Mens jeg venter på, at han skal snøvle sig færdig, bliver jeg mere og mere irriteret. Officeren er af den opfattelse, at jeg ikke forstår et ord spansk og mener derfor, at han er i sin gode ret til at komme med sjofle og vulgære bemærkninger på min bekostning, til stor morskab for samtlige omkringstående. Jeg finder mig i det -også de