Da solen går ned begiver alle sig hen mod den lille skole, der også fungerer som kirke. Blandt indianerne afholdes gudstjeneste hver fredag og søndag. Vi går med hen i kirken, hvor vi tager plads på en spinkel træbænk på den bagerste række.

Vi opdager hurtigt, at der kun er kvinder og små børn tilstede i kirken, ikke skyggen af mand! Kvinderne begynder med et at råbe, bede og messe. Det hele i en stor pærevælling. Hver enkelt kvinde beder højlydt og energisk sin egen lille bøn til Gud, der rigeligt er krydret med utallige udbrud af halleluja, Åh, Jesus, Åh God, Åh Lord. Enkelte rejser sig og marcherer frem og tilbage mens de med hele kroppen som redskab forsøger at påberåbe sig Guds opmærksomhed! De sveddryppende energiske kvinder falder med et atter til ro. De fleste sætter sig på bænken og sammen begynder de nu at lovprise Herren i sang,

hvortil børnene begejstret klapper i en takt, der kun ville imponere en tonedøv musiklærer.

Sangen lyder godt, kvinderne forstår at synge, så det løber koldt ned af ryggen på os og de små hår på armene rejser sig.
En stor grim tudse kommer hoppende ind gennem den åbne dør. Børnene, der i forvejen har svært ved at fastholde opmærksomheden, ser nu en mulighed for lidt aktion, og begynder at kaste småsten efter tudsen for at jage den ud. Men tudsen er ligeglad.

Flere af kvinderne går i gang med at amme, som for at holde børnene i ro! Selv børn i to-tre års alderen får bryst. De står ved siden af deres mor og river lystigt i de lange hængende bryster, mens de kigger rundt i lokalet efter tudsen. Det ser morsomt ud!