Mandag 3/11-2003

Vi er ved havnen og er klar til at sejle præcis til tiden. Præcision er en dyd, men her i Sydamerika spiller klaveret en anden melodi.
Den lille pram, som skal fragte os godt 140 kilometer syd på, er langt fra klar til afgang. Det samme gælder tilsyneladende mange af de passagerer, der har købt billet!

Biler og overlæssede lastbiler bliver ved med at køre ombord på den lille halvrustne pram, som allerede forinden så synkefærdig ud!
Mens den fortsat læsses med varer og personer, som gerne vil sydpå, tjekker vi bådens faciliteter. Det er hurtigt overset. Der er mild sagt intet ombord. Ingen kiosk og intet supermarked eller taxfreebutik! Vi finder kun en snusket lille salon med halvbeskidte flysæder og et nasset gulvtæppe, og et lille toilet, der ikke har rindende vand.
Vi vælger derfor at tilbringe samtlige tolv timer, som overfarten tager, i bilen.

Da vi ankommer til Chaiten, er vi meget matte i sokkeholderne og noget trætte. Den sidste times tid har vejret, og specielt vinden, vist sig fra sin mindre gode side. Den lille pram har vugget og gynget voldsomt, og vi er begge glade for atter at sætter fødderne på fast grund.