Vi knokler videre opad. Den tunge tøsne, som får vulkanen til at skinne kridhvid på den nederste del bliver gradvist til frostsne, midt i den fine sne ligger store isklumper, når solens stråler rammer dem, skinner de i en klar lyseblå farve og ligner krystalglas. Det er som et is-paradis, men her får vi for alvor brug for vores pigsko og isøksen.

Vi går med tungen lige i munden, for ikke at miste balancen og glide. Vi må balancere på bjergryggen for at nå til toppen. Med isøksen solidt hugget fast bevæger vi os opad. Ved hvert nyt skridt må vi hugge et nyt tag med øksen. Det er som man ser tv fra Everest-ekspeditioner.

Vinden tager pludselig til og får den løse sne til at danse i luften. Små isflager rammer os i ansigterne. Det gør ondt på kinderne, der allerede er godt kolde, og den stærke modvind gør det endnu sværere at få luft.