logbog

Tirsdag 26/8-2003

”Amigo” det giver et chok i os. Vi har slet ikke langt mærke til manden, der nu nærmer sig vores lejrplads.
Han er iført cowboybukser, sandaler og en skjorte, der engang var hvid. Han smiler venlig, som han nærmer sig. I den ene hånd holder han en spade, i den anden bærer han forsigtigt en lille lerkande.
Jeg går hen mod ham, mens jeg hilser pænt. Poul har det skidt og bliver siddende i bilen.

Manden fortæller, at vi har sovet mindre end 100 meter fra nogle gamle pre-inkaruiner, og at den lille lerkande, som han forsigtigt holder i hånden, er fundet højere oppe ad bjergskråningen samme morgen.

Jeg kan næppe tro det. Vi har overnattet midt i et

arkæologisk skattekammer!

Jeg forsøger at overtale manden til at sælge kanden, men den er desværre ikke til salg. Til gengæld fortæller han mig, at jeg kan gå op på bjergskråningen og finde min egen! Det er bare ikke let, for hverken Poul eller jeg kan umiddelbart få øje på ruinerne, så vi bliver enige om at fortsætte vores færd mod Caraz, en lille bjerglandsby, hvor vi gerne skulle finde et hotel, hvor Poul kan hvile så han kan blive rask.