Der er en kamp uden lige blandt de mange ventende. Alle ønsker sig en af de eftertragtede siddepladser på taget af godsvognene, men der er langt fra plads til alle. Vi får kæmpet os til pladser på en stak jernbanesveller, som ligger på en godsvogn.
Langsomt sætter toget i gang, og med benene dinglende ud over siden på godsvognen sidder vi og nyder udsigten, mens vi stødt og roligt bliver fragtet ned ad.

To konduktører i skjorter og sorte kasketter balancerer faretruende rundt på tagene af godsvognene, for at tjekke billetter, mens vi langsomt falder i højde.
Den stejle hældning nedad bjerget er mere end toget umiddelbart kan klare, og de skarpe sving erstattes snart af dobbeltspor, hvor vognene gang på gang må køres ud, mens lokomotivet omrangeres, inden det atter går nedad.

Der er ingen elektroniskstyrede sporskift. Det hele foregår ved håndkræft, og hvert enkelt ”sving” kommer derved til at tage lang tid.
Efter godt tre timer er vi atter tilbage ved stationen, hvor vi godt beskidte af støv og os kan hoppe af godsvognen og se toget fortsætte, mens lyden af togfløjten langsomt dør hen i bjergene.