myrerne bide den sårede. Når myrerne har bidt sig fast, river indianerne bagkroppen af myrerne, og efterlader hoved og fangeklør tilbage som sting i 1-2 uger. AV!
Vi lister videre, mens vi lytter til dyr og fugle og opmærksomt spejder efter spor i junglebunden. Pludselig snor en 2 meter lang gul slange sig af sted foran os. Inden jeg når at finde kameraet frem, er den atter væk. Manglio fortæller begejstret, at det er utrolig sjældent at se slanger i junglen, og at den store slange, som vi lige har set, hører til Boa-familien. Det er med andre ord en kvælerslange, men heldigvis er den mere bange for os, end vi for den!

Vi fortsætter rundt i junglen, hvor Manglio viser mig planter, som indianerne bruger som en form for penicillin, bark fra træer, der kan bruges mod sukkersyge og gigt, samt en giftig sort og rød lille frø, hvorfra giften bliver brugt til jagtpile.

Da vi kommer tilbage til lejren omkring frokosttid, har Poul det stadig meget dårligt, og vi bliver enige om, at det vil være bedre at aflyse resten af turen og tage tilbage til byen, hvor der både er læger og hospital, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg fortæller Manglio, at vi vil tilbage efter frokost, og langsomt går vi i gang med at pakke alt sammen, mens kokken dækker bord, og Poul sover videre. Vi spiser og sludrer om junglen, inden vi begynder at bære alt ned til båden.

Som rosinen i pølseenden kommer Poul. Manglio har redt op til ham i båden, så han kan ligge hen over det meste af bagagen og sove. Turen i båd tilbage tager 3 timer!

Jeg går med Manglio hen til bureaukontoret, for at forklare, hvad der er sket, så han ikke får ballade. På kontoret er de meget flinke og