Da vi kommer ud og ser hotellet bliver vi overrasket. På nuværende tidspunkt har projektet kørt i 14 måneder, og det eneste der er bygget, er 7 to-personers bambushytter samt fundamentet til et fællesrum og køkken.
Det chokerer os, for vi får at vide, at der dagligt arbejder 8 mænd på projektet. I alt er der 40 mænd som arbejder i turnus, således de har mulighed for at tjene til dagen og vejen andre steder som løsarbejdere i løbet af måneden!
Ian-Marco er stolt af projektet og synes, at der allerede er opnået store resultater. Vi har svært ved at dele hans begejstring. Men det er jo heller ikke vores projekt!
Vi har ligeledes svært ved at se, hvordan det kan hænge sammen, at man giver en lille befolkningsgruppe (i San Miguel lever kun 21 familier) 1.4 millioner kr. til at opføre et hotel med kapacitet til 14 mennesker i junglen?? Omregnet til dansk standart vil det svare til at give en lille

landsby derhjemme 50 millioner kr. (levestandarten, prisniveauet, ect. er væsentlig lavere her i amazonejunglen!), og så bede dem lave et hotel eller en kro til 14 personer for pengene.

Vi kan heller ikke forstå, hvorfor der som en del af hotellets fællesrum skal opføres et stort konferencerum med plads til 40 personer! Hvem skal bruge det???

Vi kan ikke lade være med at undre os over, hvordan indianere fra Bolivias jungle finder på, at de gerne vil have et hotel! Måske hænger det sammen med, at der højere oppe ad floden ligger et andet og tilsvarende projekt betalt af Verdensbanken. Det har fungeret som hotel i 7 år, men er stadig under administration udefra, da indianerne ikke har begreb om penge, og i løbet af meget kort tid vil køre det hele i sænk, hvis det