Til begge sider gror grøn og frodig højlandsjungle, der gradvist, som vi falder i højde, bliver tykkere og tykkere. Det er tydeligt at se på vegetationen, at vi nærmer os junglen, og nogle steder falder store flotte vandfald ned langs klippevæggen. Enkelte steder falder de sågar over vejen, som undermineres, mens vores efterhånden meget beskidte bil bliver klatvasket.
Men vejen virker ikke speciel slem! Faktisk er der ved ca. hvert 100 meter lavet vigeplads, således busser, lastbiler og andre motorkøretøjer kan passere hinanden. Det, der er værste -ud over de livsfarlige endags-cyklister, der ikke ser sig, for når de kører hurtigt nedad i jagten på et adrenalinsus, er, at der i Bolivia og specielt på denne strækning er lavet en mere eller mindre uskreven regel om, at den, som kører nedad skal holde yderst, da føreren af køretøjet da har det bedste udsyn til kanten, og derved har de bedste muligheder for at holde køretøjet på vejen.

Det lyder logisk, men problemet er, at hver gang vi møder en modkørende, er vi i tvivl om, hvorvidt de nu vil inderst eller yderst!

Vi klarer hele turen ned ad ”den farlige vej”, som efter vores mening er vildt opreklameret!