Søndag 25/5-2003

Inden det for alvor bliver vinter her i den sydlige hemisfære, og nætterne her i bjergene bliver umenneskelige kolde, vil vi tage til Bolivia.

Titicacasøen ligger på grænsen mellem Bolivia og Peru, så det er nærliggende at køre til Bolivia nu.

Da vi kommer til grænsen går det let med immigrationen på den Peruvianske side, men tolderen, der skal tjekke vores bil og stemple vores Carnet, er så fuld, at han nær ikke kan finde ud af det. Han vakler ind ad døren til kontoret, hvor han er ved at ramle hovedet mod karmen! Langt om længe finder han fumlende stemplerne frem, men Poul må hjælpe ham med at stemple. Han er for fuld til at kunne ramme vores Carnet.

Da vi 2 sekunder senere skal til at køre over

grænsen, bliver vi stoppet. Tolderen kan ikke huske, at han lige har stemplet vores dokumenter, og vil nu have penge til flere øl!
På mirakuløs vis lykkes det for os ikke at betale, og alligevel får vi tilladelse til at fortsætte.

I Bolivia ser tingene helt anderledes ud. Her er ingen, der er fulde, men vi må vente på at få vores indrejsestempel og dermed 90 dages visum. Det vrimler nemlig med turister fra en gruppetur, som er på vej fra Bolivia til Peru.

Vi står bagerst i køen, og må væbne os med tålmodighed.

Endelig får vi vores pas stemplet. Men Poul har kun fået 30 dages visum. Vi beder immigrationspolitiet om at ændre det, og inden vi kan nå at blinke, har vi begge fået 90 dages visum, nu mangler vi bare at få vores carnet