Tirsdag 4/6-2002

Da vi ankommer til billetkontoret hvorfra bussen til Hsipaw afgår, får vi et chok. Vi troede ikke at busserne kunne være værre end den vi kørte med forleden dag, men den bus, der holder foran os har hverken sæder eller vinduer. Det er en gammel rustbunke, hvor hullerne i karosseriet er på størrelse med tennisbolde, og hvor vi kan se vejbelægningen gennem bunden af bussen. Al inventar er flået ud, hverken beklædning på siderne eller i loftet er tilbage. Protesterende nægter vi at gå ind i bussen, da vi købte billetter i går blev vi lovet, at det var en god bus, med rigelig benplads. En ung mand kommer ud af bussen og forklarer os, at denne bus kun skal køre os til hovedbusstationen, hvorfra vi skal videre i en anden bus. Det ændre jo situationen, og vi stiger ombord.

Det der med benplads, finder vi hurtigt ud af, at vi godt kan glemme alt om. På hovedbusstationen holder godt nok en anden bus og venter, men hele bunden af bussen, som skal tage os til Hsipaw, er dækket med store papkasser fulde af flasker. Sæderne er i stykker, folk ved siden af os og