Ventetiden i lufthavnen er lang, vi har 2 timer, som vi skal slå ihjel, så efter at have gået frem og tilbage ved afgangsterminalerne et utal af gange, køber vi et internetkort og sætter os foran skærmen i lufthavnens internetcafe.

Endelig bliver der kaldt ud til boarding, vi skal flyve med Bangladesh Airlines, hvilket vel er meget godt, muslimerne bruger næppe muslimske fly til selvmordsaktioner! Men det er også nær det eneste positive, der er at sige om flyselskabet.

Flyveren er gammel, og virker udtjent, stoffet på sæderne ligner noget fra et moderne hjem i Danmark i midten af 1960'erne, med store brune og carry-gule blomster, og der kommer mærkelige lyde fra vingerne, da vi skal til at lette. Men det gå nok alt sammen, for over radioen skråles bønner fra koranen, så Allah passer sikkert på os. Hvilket vi uden tvivl også har brug for.

Næppe er vi kommet op i luften, hvor solens sidste ståler får himlen til at skinne i et flot og sært mix af alverdens røde og violette farver, inden et fælt tordenvejr bryder løs. Det blinker og lyner i de store tætte skyer, og med et interval på kun 3-5 sekunder mellem hvert lyn, begynder jeg hurtigt at tænke mit. Flot ser det ud, det må jeg medgive Poul, men jeg ville nu ønske, at jeg ikke sad i en flyver midt i en tordenstorm lige nu!

Piloten får mig imidlertid hurtigt på andre tanker, da han meget voldsomt pludseligt begynder at dykke! Hjulene bliver slået ud med en høj og mærkværdig lyd, og der går endnu nogle sekunder inden de rigtig kommer ned, det giver et ryk i hele flyveren, men det er intet mod rykket som opstår, da vi lander. Det føles som os vi lander skævt, med kun højre baghjul, og hele flyet drejer sig en anelse i forhold til flyveretningen, inden også venstre baghjul får greb. I de millisekunder når