Fredag 11/1-2002

Vi befinder os i knapt 1100 meters højde, og vejret opfører sig som noget der bedst kan sammenlignes med kedeligt, koldt, gråt og vådt dansk efterårsvejr, når det er værst. Vi trækker i en ekstra trøje og går en tur ud i byen for at kigge på de mange stammefolk, der så småt er ved at samle sig til det store marked, der afholdes hver lørdag.

Til modsætning fra stammefolkene i Laos har de vietnamesiske stammer for længst lært, at turister er lig med en indtjeningsmulighed, og de er ikke sene til at lokke med flotte og farvestrålende håndarbejder, smykker og tøj. Mens vi går rundt på markedspladsen og kigger, ser vi Tock, en lille pige på 13 år. Hun står der og hundefryser i ført traditionelt stammetøj og med små bare ben i billige plastik sandaler. Hun stod foran vores hotel

i går aftes, da vi ankom, og kan godt huske os. Jeg taler lidt med hende. Hun og de andre unge piger er ivrige efter at forbedre deres sparsomme engelskkundskaber, og de har kun turisterne at lære fra. De skoler, der findes er nemlig ikke for stammefolk, kun for rigtige vietnamesere, som en af pigerne udtrykker det, og dels har Tock og de andre piger ikke tid til at gå i skole, de skal jo sælge souvenirs til de mange turister, der kommer til Sapa for at se stammefolkene i deres traditionelle tøj og opleve den store handelsdag på markedet hver lørdag.

Pigerne står og klaprer tænder i kulden, deres små hænder og bare ben er nærmest blå af kulde, og jeg får helt ondt af dem. Jeg ender derfor med at købe ”en ubrugelig klud” som Poul udtrykker det, men jeg synes nu at pudebetrækket, som Tock sælger mig er flot, selv om jeg pt. ikke har noget at bruge det til!