Efter vi forlod hovedvejen, har vi måtte erkende, at vi rent havde glemt, hvor dårlige indiske veje kan være. Fra at have en gennemsnits kørefart på lidt over de 50km./t. er hastigheden reduceret til knapt det halve. Vejen er fuld af store huller og ujævnheder, der er mange små landsbyer langs ruten, som skal passeres, og det tager tid at kommer igennem mængden af cykelrickshawer, vandbøfler, handlende og børn, som alle vælter rundt midt på kørebanen i deres egen lille verden uden at ænse trafikken.
Endelig efter 6 timer når vi til grænsen, men her er porten lukket. Grænsevagterne fortæller os, at vi må vente 2 timer med at køre videre, for manden der har nøglen kommer ikke tilbage før kl.18.00!!!
Vi er ved at dø!!!! Bare tanken om at holde her midt i eftermiddagssolen og ikke kunne komme videre er uudholdelig. Men vi er heldige, en ambulance kommer kørende fra den modsatte side, og skal passere såvel broen som porten, og pludselig er lågen låst op! Vi kan smutte igennem og køre de sidste kilometer til custom og immigrationsmyndighederne!
