Det er mærkeligt at sige farvel til de nye venner vi har fået, farvel til campingpladsen, der har været vores hjem og holdepunkt de sidste 14 dage og farvel til den hverdag vi havde opbygget i Islamabad, som vi efterhånden kender som vores egen lomme.
Men farvel bliver det, og på vores vej ud af
byen forsvinder hurtigt den lidt sørgmodige stemning, der hersker i bilen. I vejkanten
ser vi en mand med en tæmmet brun bjørn, der danser og hopper i takt til mandens
fløjtespil!
Vi stopper for at kigge lidt nærmere på dette skøre syn, da ingen af os tidligere har
set noget lignende!
Den stakkels bjørn har ikke en pløk i munden,
og selv om den ikke er meget
højere end ca. 1 meter, når den står på bagben, så skal jeg ikke for tæt på, for
dens kløer er enorme! Poul vil dog gerne have et billede af bjørnen og jeg sammen, så mens manden med fløjten beroliger bjørnen, sætter jeg mig forsigtigt på hug ved dens side og smiler modigt til fotografen!!!
