| Efter endnu 30 kilometer stopper vi igen. Nu er det atter
tid til ny eskorte, og mens Poul styrter efter den gamle, de to menige og vores pas ind i
kontor ved det nye tjeckpoint, bliver jeg siddende i bilen total gasblå i hovedet af
raseri. Den gamle mand med
følge kommer tilbage fra kontoret, og kører tilbage hvor de kom fra..... Tiden går og
går, og der sker absolut intet.
Tilsidst taber jeg tålmodigheden, stiger ud af
bilen og går resolut ind til Poul i kontoret. Her sker lige så lidt!!! Og efter kort tid
går jeg tilbage til bilen for at sikre mig, at jeg ikke kommer til at sige et eller andet
mindre pænt til de vigtige herre på kontoret. |
Poul kommer også ud og fortæller, at de på kontoret
først skal spise, inden vi kan køre videre!!!! Tja.... så kan vi jo også lige så godt
spise Vi finder mad frem, spiser og er nu klar..... men da Poul spørger på kontoret, om
vi nu kan køre, spises der stadig..... endelig, efter 2,5 time, får vi til sidst lov til
selv at forsætte til grænsen uden den ellers så vigtige "eskorte"!!! Det er sent da vi når frem, og vi får kun lige ordnet
alle formaliteter på den iranske side, før grænsen lukker. Vi bliver derfor i Iran, på
grænsen, for at overnatte, da det er det sikreste.
|
