og grænserne for deres gæstfrihed vil ingen ende tage. De er en anelse påtrængende, men det er dog ikke værre, end vi godt kan acceptere det. Mændene i byen tror, at vi er kørt forkert, for hvad vil vi dog i den udørken?? Og de går i gang med at forklare os vejen til Nemrut Dagi, (der bare er lige ud!!!!) En lille dreng står lidt genert og følger spændt med i de voksnes samtale. Så da Poul og jeg alligevel længe har talt om at smide vores gamle Europa atlas ud, finder jeg det frem og rækker det til drengen. En af mændene (tilsyneladende drengens far) tager det hurtigt ud af hænderne på ham, og begynder fra side 1 at lede efter kendte bynavne. Men desværre finder han ikke, hvad han søger. Og vi må for at berolige ham og de øvrige finde vores kort over Tyrkiet frem og vise dem, at vi godt ved, hvor vi er.		Vores Europa atlas bliver derefter givet tilbage til Poul som atter rækker det til den lille dreng og tydeligt forklarer alle, at det er en "gave" til drengen. Vi har endelig fået spist vores sandwich og kan forsætte. Måbende ser mændene til, mens vi sætter i gang og forsvinder, -i bagspejlet kan vi se, hvordan drengens far, atter har taget Europa Atlaset og nu sidder og studerer det grundigt, mens drengen stille ser til.